Som leder vil du gerne have størst muligt albuerum til at påvirke de områder, du er ansvarlig for. Det kan du få, hvis du kortlægger dit ledelsesrum – og arbejder strategisk med at gøre det større. Lær her hvordan.
Hvad er et ’ledelsesrum’?
Dit ledelsesrum kan defineres som de samlede muligheder du har for at udøve ledelse. Det er kombinationen af din viden og kompetencer, og dine formelle og uformelle beføjelser til at opnå mål for organisationen.
Dit ledelsesrum er altså mere end det formelle ansvar. Det er ikke kun nedskrevne procedurer og retningslinjer for din ledelse, der skaber ledelsesrummet, men i høj grad også dine relationer. Til din chef, dine kolleger og samarbejdspartnere – og dit syn på dig selv.
De 4 retninger: Ned, op, hen og ind
Ledelsesrummet kan illustreres ved de 4 retninger, der påvirker det: Ned, op, hen og ind.
Ledelsesrummet er lige i midten af de fire pile: Det er det rum du har til din rådighed som leder. Som leder vil du gerne have, at det er tilstrækkeligt stort til, at du kan påvirke de opgaver, du er ansvarlig for.
At lede ned
’Ledelse ned’ er ofte det man tænker på, når man taler om ledelse. At lede nedad handler om relationen til dine medarbejdere, og det at lede én eller flere personer. Vi kalder det også personaleledelse.
Når du skal udvide dit ledelsesrum nedad, skal du starte med ’why’. Dine medarbejdere skal vide: hvorfor er det vi gør vigtigt? Sæt fokus på HVORFOR de skal opgaven. Det er meget vigtigere end at du fortæller dem HVORDAN de skal løse opgaven.
Man siger også, at ’når du skal lede nedad, skal du gøre det med hjertet’. Når du gør det, er du med til at skabe motivation og forpligtelse til opgaven. Det udvider dit ledelsesrum, fordi medarbejderne er mere motiverede til at nå jeres mål.
Men ledelse ned er kun én brik i dit ledelsesrum. Mange nye ledere overser, at de også skal være (og helt automatisk er) ledere i andre vigtige relationer – som for eksempel at lede opad.
At lede op
Når du leder opad, tager du ansvar for relationen til den leder, der står over dig. Du udøver faktisk ledelse over for din chef.
Det lille ordspil fra før lyder i sin fulde længde sådan her: ’Når du skal lede nedad, skal du gøre det med hjertet. Når du skal lede opad, skal du gøre det med regneark.’
Du skal selvfølgelig også lede med hjertet over for din chef – men du skal vide, at regnearket som regel vil vinde.
Derfor skal du ikke nødvendigvis starte med ’why’ når du leder opad. Start i stedet med ’what’, og find ud af hvad chefen bliver målt på. Hvordan kan du bidrage til, at chefen får succes? Det er helt afgørende. For hvis chefen får succes, får du nemlig også succes.
At lede hen
’Ledelse hen’ er rollen mellem dig og andre i organisationen, som hverken er under eller over dig. Det kan fx være teamledere, som du skal samarbejde med. Det kan også være relationer ud af organisationen, fx til leverandører.
Her er jeres relation ikke defineret af formel magt. Men du har alligevel brug for at få noget ud af dem, for at din opgave lykkes.
Ledelse hen kan være den allersværeste af de fire, fordi du netop ikke har formel magt. Så her skal du være god til at skabe relationer, forhandle og lave gensidigt fordelagtige aftaler.
At lede ind
Ledelse ind er det psykologiske, altså dit forhold til dig selv som leder. Måske går du og grubler over en beslutning du ikke tør træffe? Måske er du i tvivl om hvordan andre opfatter dig?
Dit indre liv betyder meget for det ledelsesrum, du har. Det påvirkes selvfølgelig også af ydre ting som dine relationer, og af hele din livsverden.
Derfor betaler det sig særligt som leder at bruge tid på personlig udvikling, og fx arbejde på at få et mere positivt selvbillede. På den måde skaber du et større ledelsesrum indad.
Vil du gerne arbejde med din selvudvikling som leder? Få redskaberne til det i kurset ’Fra medarbejder til leder med succes’